Vi landede i Bukarest, hvor vi både fik lejlighed til at se lidt af den fantastisk flotte by og møde Adpare, som er en NGO, der bl.a. har et samarbejde med Soroptimisterne i Bukarest. Elena Savu fra Soroptimisterne deltog også i mødet. Adpare har ikke et krisecenter men benytter en anden form for privat indlogering, idet de lejer mindre lejligheder rundt omkring i byen. De tilbyder endvidere psykolog hjælp, rådgivning og hjælp til at finde et arbejde, så kvinderne på sigt kan klare sig selv. Det var rigtig spændende og de vil meget gerne fortsat samarbejde med os.
Turen gik videre til Pitesti til Iana Matei, som har sit projekt Reaching Out. Vi har tidligere henvist kvinder til Iana men aldrig set hendes krisecenter. Det var meget givende at se tingene med egne øjne og have 1½ dag at tale om projektet, fremtidige muligheder og samarbejde. Iana er en rigtig ildsjæl, som arbejder 100% uden om myndighederne, da de rumænske myndigheder og øvrighed kan være svære at stole på. Korruptionen er desværre stadig dominerende i landet eller man ved ikke præcist, hvem man kan stole på.
Projektet er støttet af en amerikansk fond. Iana har stor succes med at få kvinderne integreret i samfundet igen ved at de med tiden får job og hjælpes til at finde en lejlighed i byen eller i de nærliggende små byer. På krisecentret får de den hjælp de har brug for i form af samtaler og rådgivning + de hjælpes til læge om nødvendigt.
Sidste station var Timisoara, hvor det var lykkedes at få etableret et møde med flere forskellige aktører. Mødet foregik i et NGO projekt meget lig Ianas i Pitesti. Det hedder Generatie Tanara og ledes af ildsjælen Mariana Petersel. De har et hus, som også fungerer som et krisecenter, hvor handlede mennesker kan bo for en kortere periode, hvorefter de indlogeres i lejligheder rundt omkring i byen. De har samme sociale tilbud med resocialisering og social rehabilitering samt jobtræning. De har valgt samme strategi at være totalt uafhængige af myndighederne og får derfor ingen penge af staten. De er alene finansieret af private midler.
Til mødet deltog også myndighedsrepræsentanter – dels en person som arbejder med forebyggelse i skolerne dels repræsentanter fra grænsepoliti og organiseret kriminalitet. Især sidstnævnte var interessant at møde, da de synes at have samme vinkel på problematikken, som vi møder den i Danmark. De vil rigtig gerne være med til at efterforske bagmandsnetværket, men har brug for kvindernes vidneudsagn. Og de var meget fokuseret på troværdigheden af vidneudsagn og antallet af identificerede handlede kvinder. Endelig var Filantropia Timisoara repræsenteret – en NGO relateret til den katolske kirke.
Generatie Tanare har et tæt samarbejde med Soroptimisterne, så Mihaela-Mariana Noditi deltog også i mødet. Senere spiste vi frokost sammen – det var rigtig fint at få lejlighed til at alene at tale med Mihaela og høre om det flotte arbejde Soroptimisterne gør i Timisoara. Hun var meget optaget af at udvikle samarbejde omkring uddannelse og resocialisering fra Danmark til Rumænien.
Dagen efter fik vi lejlighed til at besøge Filantropias krisecenter – et lille hus i yderkanten af byen, tidligere bolig for en præst. Der var en kvinde hjemme, som vi talte lidt med. Hun var synlig glad for at bo i huset. De andre kvinder var på arbejde. Et fint alternativt tilbud, hvis kvinderne helst ikke skal bo i byen af hensyn til deres sikkerhed.
Lørdag den 12. juni fløj vi hjem igen til Danmark, trætte i hovederne af alle de mange indtryk men også fuld af optimisme. Vi havde ved selvsyn oplevet forskellige tilbud, som hver især kan bruges afhængig af den enkelte kvindes situation. Det er meget lettere nu at overbevise kvinderne om, at de roligt kan tage imod nogle af de sociale tilbud i Rumænien, fordi vi klart kan beskrive tilbuddet og hvordan der ser ud. Det er også meget lettere at samarbejde med organisationer via telefon og mail, når man fysisk har været sammen og lært hinanden lidt at kende.
På mange måder bokser de rumænske organisationer med de samme problematikker som os, så vi har rigtig meget at dele og udvikle sammen. Samtidig var det meget interessant at opleve, at stort set ingen organisationer i Rumænien arbejde sammen – de har hver deres projekt. Mødes måske en gang imellem men ikke for at udvikle samarbejdet. Det er klart en forskel fra Danmark, hvor vi gerne samarbejder uden at give køb på vores selvstændighed.
Alt i alt en udbytterig tur med store muligheder for at udvikle spændende sociale tiltag for kvinderne og for at binde relationerne endnu tættere omkring vores fantastiske support af de danske Soroptimister med de rumænske Soroptimist klubbers support af de rumænske NGO´ere.
